Dag 1 i Rotuorua

Onsdag den 27. februar
Den første dag i Rotorua var vi i Whakarewarewa - et område med masser af svovlduftende sprudlende dampfontæner, samt boblende mudderpøle og en geyser, og den opførte sig eksemplarisk – dampede og sprøjtede op til 20 meter i luften, vi så de boblende mudderpøle og fik en fornemmelse for dette land i bevægelse, og mærkede varmen fra de dampende kilder som var alle vegne, mellem sprækkerne i beton, under mosset, bagved rødder fra træerne…. Der er så meget damp, at fornogle år siden forsøgte de at indelukke det, for at anvende det mest muligt. Problemet var at det kom under så meget tryk, at pludselig skulle energien ”ud”, og det skete i en stue i et hus i Roturora. Ikke sjovt. Så nu er der flere ”ventiler” og undergrunden bliver nøje overvåget.

Vi besøgte The New Zealand Maori Arts and Craft Institute, som også ligger på området, og så træskærer arbejderne, vævere, og dem som arbejdede med flaks.

Om eftermiddagen tog vi til en skov af Redwood Cedar træer, som blev importeret til NZ i begyndelsen af 1900. tja – mit bud var at de var 7-800 år gammel, så stort som var.
En dyb skov, med cedar træer og bregner, en umage men smuk kombination. Det viste sig at træerne kun var 90 år gamle! De vokser bare så hurtige i dette gunstige klima!

PÅ den lille kirke Ohinemuto, er der et smukt graverede billede af Jesus, i et vindue. Når man indefra kigger ud, er det som han går på søen. Kirkens personale var flittige med klargøring, og det er nogle gange godt at være nysgerrige. De venlige folk lod os deltage i et dåb og konfirmation. ”Bob” var en englændere, som kom til NZ for at opsøge sin fars rødder og folk. Bobs nu afdøde far havde været præst i denne lille kirke, og Bob havde besluttede at blive døbt der, og efterfølgende konfirmeret.

EN stor oplevelse, vi danskere sad på de bagerste rækker, mens de sang, diskuterede liturgien, hvem der skulle spille osv., optog dedet hele på videon, vi sang med, blandt andet til en Maori version af Fader Vor. Til sidste blev vi opfordret til at synge, det blev Dejlig er jorden, en bevægende oplevelse for os alle. Med tårer i øjnene, sagde vi farvel til Bob og hans søde tante. En stor oplevelse, at være i et tæt menneskelig og åndelig fællesskab med disse ”fremmede” mennesker.

Tak til Bob, hans kone og tante.
Dagen var ung, aftenens program startede kun en time efter - mere senere!