Christchurch og Tekapo

9. marts
Det var lidt trist at se Stillehavet forsvinde i bakspejlet. De turkise bølger, sælerne som tog sol på klipperne, ved sæl kolonien, hvor flere fandt de smukkeste abelone skal.
Men nu var vi i Christchurch, den mest engelsk by udenfor England. Steve Joe kørte os op tilden smukkeste udsigtspunkt, vi kiggede udover hele byen i med 360 graders udsigt.

Videre ned i byen med fine fortællinger, hængepil spejlede sig i floden Avon, grønt græs og pryd i haveanlægget som blev byggede som barriere mellem Dean brødrenes jord og englænderne som ”overtog” byen. Smagsprøve på Art Center, med boder, lokal kunsthåndværk, piano festival, arbejdende værksteder. Mange af os vendte tilbage efter en sporvognstur senere på dagen til at høre musik, røre ved, kigge på og lidt indkøb blev der vist til. En blev udnævnt til powershopper, men jeg kan ikke helt huske hvem det var….. hmmm 

Gudstjeneste i Katedralen på Cathedral Square, hvor danskerne blev budt særlig velkommen af præsten.

Nogle af os tog en lille morfar efter dagens strabadser…

Dejlig aftensmad på hotellet, men ikke den bedste akustik. Konkurrence fra en anden turgruppe med 51 personer. Vi var nød til at overdøve dem …smil…med ”Jeg ved en lærkerede….. ”. Samling om aftenen efter 11/6 – 2/3 del af turen var nu over.

Videre til Tekapo i morgen.

Mandag den 10. marts:

Vores tid i Christchurch sluttede på Antarctic Centre, hvor vi oplev en sød og ”streng” skoleinspektør som fortalte om Antarctis med begejstring og humor. Vi hilst på en lille blå pingvin, gik gennem is tunneler, mærkede kulden og vinden med chill faktor – 30. og skyndte os videre til den varme bus og turen op i bjergene til Tekapo.

En flot tur med vekslende landskab fra det frodige til det golde. Besøgte en bitte St Patricks Chrurch, en lille træ kirke, i Burkes Pass, som vor chauffør Bill Burgess forfædre var med til at bygge sidst i 1800 tallet. Vi sang en varm dansk sang i den lille kirke, en hilsen til de mange som sled med okse trukne vogn gennem det barske landskab på vej, på vej til noget nyt, og på vej til og fra de mange barske oplevelser på deres vej.
De golde bjerge på Tekapo siden af bjergene mødte os, ikke engang går der får her. Mange sorter græs som er beskyttet, grænser op til Mt. Cook National Park.

Og Mt. Cook kiggede til os gennem en dal, og vi glædede os til at se det igen den næste dag.

Tekapo søen var en lysende turkis sø. De blå bjerge, lilla i sprækkerne, hvide blomstrende skyer, gyldne bakker, mørkegrønne fyr. Hotellet ligger lige ud til søen. Kun en tør græsplæne imellem. Her skal vi bo to nætter. Hvor er vi heldige.

Turen i den varme bus opfordrede til forfriskning. A.G. og G. og B tog en svømmetur i den turkise blå sø. Ikke engang rigtig koldt. Bare skønt. Tur bagefter med skønne, lattermilde damer.

Middag på hotellet. Gode salater, kød retter og til dessert tygge venlig chokolade mousse, pavlova, frugt dessert. Hvor er vi heldige.

Sydkorset og de mange andre millioner stjerner lyste til os, og den lune mørke nat omsluttede os.

http://www.tekapo.co.nz/The_Godley_Resort_Hotel/Welcome_IDL=2_IDT=1237_ID=7036_.html

Tirsdag den 11. marts:

Det stormede her til morgen, den rolige sø havde fået hvide toppe, men da vi gik morgentur kl. 7, var luften stadig varm.

Samling i Church of the Good Sheppard, mange smukke morgensange, altertavlen et vindue ud over Tekapo søen. Stilhed. Højtidligt. Afslappet. Smukt. Turkis. Blå.

1.5 timer senere ved Mt Cook Heritage Center. Regnbuer fulgte os på vej. Smukke stærke, vibrerende dobbelte regnbuer. Ingen regnbuer uden sol og regn. Nogle blev tilbage i bussen ?de kloge? andre begav sig ud i den regn ruskende storm, 3 timer var det til Hooker Lake. Det regnede, ruskede, blæste, kun få af regnbukserne holdte de nederste lag tørt. Plask våde blev vi, fra yderste til inderste, og de fortsatte, de gamle. Indtil Einar sagde stop, det var for farligt at forcere den anden hængebro. De gamle? sagde jeg det? Mange andre vil slet ikke være taget ud i det vejr. De gamle og friske, søde og sjove, herlige og barske – de fortsatte over stok og sten, gennem vandpøl og over våde sten. Over hængebroer og stormende floder. Imponerende, kolde, våde, og bare videre. Vi nået ikke så langt som vi havde planlagte, vendte om da vi næsten kunne rører Hooker gletcheren, med søen ved vore side.

Shelteret og tiltrængte madpakker, kolde fingre, glade smil. Bussen forvandlede til omklædningsrum, de mange våde lag skulle af og nogle tørre lag skulle på. Bil skruede op for varmen, vi kørte hjem i en glad døsig stemning, solen skinnede igen over moræne landskabet, Mt. Cook, skybryderen levede op til sit navn. Tekapo søen bød os velkommen med den strålende turkise farve.

En dejlig dag med Ældre på Højskole i Udlandet. /B